Foreningens vedtægter

Opdateret d. 19/3-2015

§1. Navn og hjemsted

1.1 Foreningens navn er ”FDIH Dankortsag”.

1.2 Foreningens hjemsted er København.

§2. Formål

2.1 Foreningens formål er at varetage medlemmernes økonomiske og ideelle interesser i deres egenskab af internethandlere i forhold til enhver fysisk eller juridisk person eller offentlig instans, der direkte eller indirekte måtte have påført medlemmerne tab.

2.2 Med henblik på varetagelse af foreningens formål kan foreningen optræde som grupperepræsentant for de i pkt. 2.1 nævnte internethandlere i forbindelse med gruppesøgsmål.

§3. Medlemmer

3.1 Som medlem af foreningen kan optages enhver fysisk eller juridisk person, der som internethandler mener at have lidt et tab i forbindelse med betaling af gebyrer for indløsning af dankort i perioden 1. januar 2008 til 15. juli 2013.

3.2 Bestyrelsen kan afvise eller annullere en indmeldelse, hvis medlemmet ikke inden for en af bestyrelsen fastsat frist præsterer en efter bestyrelsens skøn tilfredsstillende dokumentation for opfyldelse af medlemsbetingelserne.

3.3 Ud over de i pkt. 3.1 nævnte medlemmer kan støttemedlemmer optages i foreningen. Støttemedlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

3.4 Bestyrelsen kan ved enstemmig beslutning ekskludere et medlem eller støttemedlem, som modarbejder foreningens formål, eller hvis medlemskab er egnet til at forringe foreningens anseelse.

3.5 Medlemmer kan frit melde sig ud af foreningen. I så fald finder pkt. 10.1 anvendelse.

§4. Deltagergebyr

4.1 I forbindelse med indmelding i foreningen betales et deltagergebyr. Deltagergebyret indbetales senest 14 dage efter påkrav fra foreningen.

4.2 Deltagergebyrets størrelse fastsættes af bestyrelsen for hvert enkelt medlem efter pkt. 4.3. Bestyrelsen tager i den forbindelse udgangspunkt i, at de indbetalte deltagergebyrer skal kunne udgøre et tilstrækkeligt økonomisk grundlag for, at foreningen kan anlægge et gruppesøgsmål mod et eller flere selskaber i Nets-koncernen og ansøge om fri proces.

4.3 Størrelsen af medlemmets deltagergebyr beregnes ved at dividere medlemmets estimerede erstatningskrav med det erstatningskrav, som bestyrelsen på tidspunktet for foreningens stiftelse skønner, at foreningens medlemmer samlet vil gøre gældende ved gruppesøgsmålet. Resultatet ganges med størrelsen af det beløb, som bestyrelsen finder nødvendigt for, at foreningen kan anlægge et gruppesøgsmål og ansøge om fri proces, jf. pkt. 4.2, og rundes op til nærmeste hele tusinde kroner.

4.4 Uanset resultatet af beregningen efter pkt. 4.3 kan deltagergebyret ikke være på mindre end 1.000 kr. Støttemedlemmer betaler et indmeldingsgebyr på mindst 1.000 kr.

4.5 Forud for indmeldelse i foreningen kan en internetforretning, som påtænker at blive medlem af foreningen, få oplyst, hvor stort et deltagergebyr internetforretningen vil skulle betale for at blive medlem.

4.6 Hvis medlemmets forventede erstatningskrav, som er lagt til grund ved beregningen af medlemmets deltagergebyr efter pkt. 4.3, efterfølgende korrigeres af medlemmet til et større erstatningskrav, opkræver foreningen et supplerende deltagergebyr af medlemmet. Det supplerende deltagergebyr fastsættes sådan, at medlemmet i alt vil blive opkrævet et deltagergebyr, som modsvarer størrelsen af det endelige erstatningskrav, som medlemmer gør gældende under gruppesøgsmålet. Det supplerende deltagergebyr skal indbetales senest [7 dage] efter påkrav fra foreningen.

4.7 Udgået pr. 19/3-2015

4.8 Uanset § 3.1 betaler medlemmer, hvis erstatningskrav andrager kr. 15.000 eller mindre, hverken deltagergebyr eller administrationsgebyr.

§5. Supplerende indbetaling

5.1 Om nødvendigt opkræves af foreningens medlemmer en supplerende, årlig indbetaling. Denne fastsættes i så fald af bestyrelsen for hvert kalenderår og indbetales senest 30 dage efter påkrav fra foreningen. Finder indbetalingen ikke sted inden denne frist, ekskluderes restanten fra foreningen, med mindre bestyrelsen træffer anden bestemmelse.

5.2 Den supplerende indbetalings størrelse fastsættes af bestyrelsen med udgangspunkt i størrelsen af den kapitaltilførsel, som efter bestyrelsens vurdering vil være nødvendig for at varetage foreningens kollektive interesser i overensstemmelse med foreningens formål, herunder i et gruppesøgsmål mod et eller flere selskaber i Nets-koncernen, jf. også pkt. 6.1 og pkt. 10.2.

5.3 Den supplerende indbetalings størrelse for det enkelte medlem beregnes ved at dividere størrelsen af det af medlemmet rejste erstatningskrav med det samlede erstatningskrav, som foreningens medlemmer har gjort gældende ved gruppesøgsmålet. Dette tal ganges med det beløb, som bestyrelsen fastsætter som den nødvendige kapitaltilførsel efter pkt. 5.2, og resultatet rundes op til nærmeste hele hundrede kroner.

5.4 Bestyrelsen kan bestemme, at kun visse medlemmer af foreningen skal opkræves supplerende indbetaling, eller at den supplerende indbetaling skal være større for visse af foreningens medlemmer. Det kan være tilfældet, hvor visse medlemmers erstatningskrav indebærer særlige problemstillinger, som fordrer en ekstraordinær indsats under gruppesøgsmålet, herunder fra foreningens rådgivere.

5.5 Støttemedlemmer opkræves ikke supplerende indbetalinger.

5.6 Foreningen kan ikke opkræve supplerende indbetaling i perioden frem til, at det er endeligt afgjort, om retsplejelovens betingelser for at føre et gruppesøgsmål er opfyldt, samt om foreningen kan få fri proces til at føre gruppesøgsmålet, jf. pkt. 6.1.

§6. Varetagelse af foreningens interesser ved søgsmål og i øvrigt

6.1 Foreningen søger snarest muligt efter sin stiftelse Civilstyrelsen om fri proces til at anlægge et gruppesøgsmål mod et eller flere selskaber i Nets-koncernen. Såfremt der bevilliges fri proces, vil retten beskikke en advokat for foreningen under den fri proces.

6.2 Foreningen, bestyrelsen og (forudsat der bevilliges fri proces) den beskikkede advokat skal inden for og i overensstemmelse med foreningens formål varetage foreningens kollektive interesser ved søgsmål og ageren i øvrigt, herunder som sagsøger i gruppesøgsmål samt som grupperepræsentant i gruppesøgsmål såfremt retten udpeger foreningen hertil.

6.3 Foreningens bestyrelse bistået af foreningens (beskikkede) advokat kan som led i interessevaretagelsen, jf. pkt. 6.2, træffe de dispositioner på foreningens vegne, som bestyrelsen og foreningens (beskikkede) advokat finder er i foreningens kollektive interesse, herunder (ikke udtømmende):

6.3.1 Varetage partsbeføjelser som sagsøger og eventuelt senere grupperepræsentant under gruppesøgsmål.

6.3.2 Foretage procesmæssige dispositioner inden for rammerne af retsplejeloven og andre gældende retsregler, herunder (ikke udtømmende) udtage stævning, foretage anke eller kære af afgørelser samt forhandle såvel indenretligt som udenretligt med modparter.

6.3.3 Foretage foreningsmæssige dispositioner indenfor rammerne af gældende retsregler, herunder (ikke udtømmende) føre medlemsfortegnelse, afholde generalforsamlinger, løbende opdatere foreningens hjemmeside (), suspendere midlertidigt for indmelding af nye medlemmer i forbindelse med et eventuelt udenretlige forlig eller af andre årsager når dette er i foreningens kollektive interesse, lukke for indmelding af nye medlemmer efter udløb af indmeldingsfrist for indmelding til gruppesøgsmål, engagere en revisor og andre rådgivere til brug for foreningens virke samt foretage andre dispositioner som led i den i pkt. 6.2 anførte interessevaretagelse.

6.3.4 Uanset ovenstående pkt. 6.3.1–6.3.3, kan hverken foreningens bestyrelse eller foreningens (beskikkede) advokat indgå aftaler om forlig på foreningens vegne, uden en sådan aftale er godkendt af retten, jf. retsplejelovens § 254 h, og enten (i) er betinget af godkendelse af, eller (ii) forinden er blevet forelagt for, foreningens generalforsamling til beslutning med samme majoritet, som kræves for foreningens opløsning, jf. pkt. 8.8.

§7. Ledelse

7.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. 1 medlem er den administrerende direktør for FDIH, 1 medlem vælges blandt medlemmerne af bestyrelsen i FDIH og 3 medlemmer vælges blandt repræsentanter for foreningens medlemmer.

7.2 Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden og vælger en formand.

7.3 Bestyrelsen vælges for en periode på 2 år ad gangen. Genvalg er muligt.

7.4 Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, med mindre andet fremgår af vedtægterne.

7.5 Bestyrelsesmøder afholdes så ofte som formanden finder det hensigtsmæssigt. Ethvert medlem af bestyrelsen kan dog indkalde til bestyrelsesmøde. Indkaldelse til bestyrelsesmøde skal ske med mindst 7 dages varsel.

7.6 Bestyrelseshvervet er ulønnet, men foreningen dækker bestyrelsens direkte udgifter i forbindelse med hvervet.

§8. Generalforsamling

8.1 Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

8.2 Indkaldelse til generalforsamling sker ved e-mail med vedhæftet dagsorden til samtlige foreningens medlemmer med mindst 14 dages varsel.

8.3 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være meddelt foreningens formand seneste 10 dage før generalforsamlingen.

8.4 Hvert medlem kan stemme på generalforsamlingen. Medlemmer, der er i kontingentrestance, har dog ikke stemmeret.

8.5 Antallet af et medlems stemmer på generalforsamlingen fastsættes ud fra størrelsen af medlemmets erstatningskrav set i forhold til det samlede erstatningskrav, som opgjort af bestyrelsen på afstemningstidspunktet. Antallet af stemmer beregnes forud for enhver afstemning af bestyrelsen ved at dividere størrelsen af det af medlemmet rejste erstatningskrav med det samlede erstatningskrav og dernæst gange resultatet med 10.000. Resultatet rundes op til nærmeste hele tal. Et medlem kan ikke have mindre end 1 stemme.

8.6 Medlemmer kan møde ved en fuldmægtig. Fuldmagten skal i så fald være skriftlig og dateret.

8.7 Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal blandt de på generalforsamlingen repræsenterede medlemmer.

8.8 Forslag om ændring af foreningens vedtægter eller opløsning af for-eningen kan dog alene vedtages med 2/3 flertal blandt de på generalforsamlingen repræsenterede medlemmer.

Ordinær generalforsamling

8.9 På den ordinære generalforsamling, der afholdes årligt i 1. kvartal, første gang i 1. kvartal 2014, skal dagsordenen indeholde følgende punkter:

a) Valg af dirigent
b) Beretning fra bestyrelsen og den juridiske rådgiver
c) Godkendelse af regnskabet for det forløbne år
d) Behandling af indkomne forslag
f) Fastsættelse af kontingent
g) Valg af bestyrelsesmedlemmer
h) Valg af revisor
i) Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling

8.10 Der afholdes ekstraordinær generalforsamling, når dette forlanges af et medlem af foreningens bestyrelse, den beskikkede advokat, foreningens revisor, mindst 25 medlemmer af foreningen, eller medlemmer hvis erstatningskrav udgør mindst 25% af det samlede erstatningskrav, som opgjort af bestyrelsen på tidspunktet for anmodningen.

8.11 Anmodning om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling skal være ledsaget af en begrundet angivelse af de punkter, der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling.

8.12 Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling senest 14 dage efter, der er fremsat berettiget krav herom.

Elektronisk generalforsamling

8.13 Bestyrelsen kan beslutte, at en generalforsamling skal afholdes som en delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling.

8.14 Indkaldelsen til en generalforsamling, der skal afholdes som helt eller delvis elektronisk, skal indeholde oplysning om afholdelsesmåden. Det skal klart fremgå af indkaldelsen, hvordan man tilmelder sig til elektronisk deltagelse, og hvor man kan finde oplysninger om fremgangsmåden i forbindelse med elektronisk deltagelse i generalforsamlingen. Disse oplysninger skal være til rådighed for alle medlemmer senest 8 hverdage før generalforsamlingens afholdelse.

8.15 Det er en betingelse for afholdelse af såvel delvis som fuldstændig elektronisk generalforsamling, at bestyrelsen påser, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis.

8.16 Disse vedtægter finder i øvrigt anvendelse på en delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling med de ændringer, som forholdene kræver, herunder tilpasning af dirigentens rolle.

8.17 Bestyrelsen kan bestemme, at deltagere i en helt eller delvis elektronisk generalforsamling på forhånd - via et system alle medlemmer har adgang til - skal stille de spørgsmål/kommentarer til dagsordenen eller til dokumenter m.v. til brug for generalforsamlingen, som medlemmet ønsker at stille. Spørgsmål/kommentarer skal være stillet senest 3 dage inden afholdelsen af generalforsamlingen. På selve generalforsamlingen står det medlemmet frit for, at deltage i debatten og stille tillægsspørgsmål m.v.

§9. Kommunikation

9.1 Kommunikation med medlemmerne vil som udgangspunkt foregå ved e-mails og via hjemmesiden www.dankortsag.dk

§10. Kapitalforhold

10.1 Ved ophør af medlemskab af foreningen – uanset grund – fortaber medlemmet enhver eventuel ret til andel i foreningens formue.

10.2 Bestyrelsen skal påse, at foreningen til enhver tid har et forsvarligt kapitalberedskab, og at foreningens udgifter og indtægter står i et passende forhold til hinanden.

§11. Foreningen for Dansk Internet Handel - FDIH

11.1 FDIH er sekretariat for foreningen.

11.2 Ved udgangen af hver måned betaler foreningen efter aftale mellem foreningens bestyrelse og FDIH et beløb til FDIH, som dækker FDIH's omkostninger, herunder de anvendte arbejdstimer, ved at varetage sekretariatsfunktionen for foreningen.

§12. Virksomhedsoplysninger

12.1 Ved indmelding i foreningen skal der gives en række oplysninger til foreningen vedrørende navn, adresse, antallet af dankorttransaktioner i perioden 1. januar 2008 til 15. juli 2013, transaktionernes størrelse, dokumentation for transaktionerne, mv. I det omfang, det er påkrævet, behandles disse oplysninger af foreningen i overensstemmelse med reglerne i persondataloven, og vil således ikke blive videregivet uden samtykke fra det enkelte medlem.

12.2 Ved sin indmelding giver medlemmet sit samtykke til, at foreningen, inden for rammerne af foreningens formål og ovenstående pkt. 6, må videregive de i pkt. 12.1 anførte oplysninger til retten og/eller modparten.

12.3 Et medlem har pligt til at informere foreningen om eventuelle ændringer i de oplysninger, det har indgivet til foreningen.

§13. Hæftelse

13.1 Foreningens medlemmer eller bestyrelse hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

13.2 For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningen med dennes til enhver tid hørende formue.

§14. Regnskab og revision

14.1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

14.2 Regnskabet skal revideres.

§15. Tegningsregel

15.1 Foreningen tegnes af formanden og et menigt bestyrelsesmedlem i forening eller af den samlede bestyrelse.

§16. Opløsning

16.1 Ved foreningens opløsning fordeles dens eventuelle nettoformue i overensstemmelse med foreningens formål.